Så blev det godt igen!

Dette års fællespasing har været har været en udfordring af de større at håndterre. Den har ikke været nem for børnene og bestemt heller ikke for forældrene. Ingrid græd hele sidste uge da hun skulle afleveres. Fredag endte jeg med at tage hende med på arbejde, da mit hjerte gik en lille smule i stykker hver gang og til sidst ikke kunne bære mere. Sådan har jeg aldrig oplevet hende, så det var så tydeligt hvad hun prøvede at fortælle mig.

Denne uge har alt været godt igen. Børnene har været trallende og slet ikke umulige og kede og tvære og trætte og ikke til at holde ud. Forkellen har været ekstrem.

Vi valgte fællespasning til i år tildels på grund af nød - ikke alle kan få de tre juli-uger - og fordi vi i bund og grund godt kan lide at holde ferie i august, som ikke er super højsæson, men stadig sommerligt, men også fordi sidste års fællespasning fungerede over al forventning. Det gør vi så ikke igen! Så må vi gå ind i slåskampen om de tre juli-uger sammen med alle de andre småbørnsforældre. For det vil jeg altså ikke udsætte mine små børn for igen. De skal have tryghed og vante omgivelser. Det har været så tydeligt at mærke.

Først i dag havde jeg igen en rigtig god mavefornemmelse, da jeg kørte på arbejde, efter at havde afleveret mine børn. Det havde jeg ikke i de 3 uger der var fællespasning og jeg nærmest kom for sent på arbejde hver morgen, fordi jeg ikke kunne aflevere dem fordi de ikke ville afleveres. De har slet ikke kunne finde sig til rette i det ukendte og ustrukturerede fællepasningunivers.

De har en god børnehave og jeg er ved at være blevet ret glad for den. Det er som om den her fællespasing i år har rykket noget for mig i den retning. I hvert fald har det været en rigtig rar oplevelse at mærke at vi er ved at høre til og være en del af stedet. Pædagogerne er efterhånden så velkendte at jeg føler at jeg kender dem godt. Det var trygt at komme og blive budt velkommen.

Små øjeblikke

Typisk!

I knap halvanden uge, omgivet af snot, feber og hoste, holdt jeg den gående uden at blive smittet. Straks var alle blevet raske og så måtte jeg resignerer. Ja ja, det måtte jo gå sådan! Jeg troede bare, helt naivt, at jeg da var gået ram forbi fordi jeg havde holdt skansen indtil nu, men så måtte jeg lige tro om igen. Det hjalp måske heller ikke på den begyndende ømhed i halsen at vi drog til Hornbæk i går eftermiddag for at køle lidt af i sommervarmen. Vandet var friskt, og jeg blev en smule kold og nu sidder jeg her med halstørklæde og kan knap synke mit eget spyt for bare smerte. Av!



Hornbæk strand


Det er lige før at det var det hele værd, for det var godt nok et smukt syn at iagttage den regnbyge stryge forbi langt ude over vandet! Og mon ikke den der halsbetændelse var kommet tromlende alligevel?

Det kan stadig komme bag på mig

Det gik så ikke alligevel. Jeg synes ellers at jeg havde fornemmet at dette stykke arbejde gav rigtig god mening på netop en dag som den i går. Men det gik alligevel ikke. På sådan en mærkedag er det ikke altid til at forudsige hvad der er i vente. Det burde jeg have vidst, men det kom alligevel bag på mig.

Jeg havde egentlig sagt farvel og var på vej til forældregruppemøde, men nåede ikke længere end til kirkegården. Der sad jeg så i bilen og kunne slet ikke rører mig ud af flækken. Gråden overmandede mig fuldstændig og jeg måtte bare blive i det indtil det langsomt stilnede af igen. Jeg måtte indse at det ikke gik. Alle mine celler talte vist sit tydelige sprog. Lige der, på netop denne dag, var det eneste rigtige sted for mig at være, sammen med mine børn - både de to levende og den døde. Solen skinnede og sommerskyerne drev stille forbi, mens sommerfuglene dansede så blidt over engen. Jeg måtte bare give slip og lade mig rive med. Den dag må jeg indse forbliver Elisabeths. Den dag skal jeg være tæt på dem jeg holder af.

Selvom jeg havde en smule dårlig samvittighed overfor de mennesker jeg havde lovet mig selv til, måtte jeg sande at jeg alligevel ikke kunne have været noget for nogen lige der. Heldigvis vidste jeg at gruppen var i rigtig gode hænder hos min med-gruppestarter. Sådan måtte det blive. Ikke optimalt men sådan er livet nu en gang ikke altid forudsigeligt.

Til gengæld blev det en dag hvor sommerfuglene dansede som jeg slet ikke har et dem danse denne sommer og med ekstra mange kys og kram til mine to levende børn. At være tæt på dem alle tre gjorde godt langt ud i storetåen. Jeg lader billederne tale for sig selv.

Om lidt

Elisabeths sommer er ved at være forbi. Aftenen i aften var den sidste vi fik sammen. Den står stadig lysende klar for mig. Jeg måtte have haft det på fornemmelsen, for jeg brugte det meste af aftenen med hende i mine arme på hendes værelse, hvor jeg skiftevis læste bøger og fortalte hende hvor meget hun betød for mig og hvor meget jeg ville komme til at savne hende når hun tog afsted, men at hun også skulle vide at det var ok at tage afsted når hun var klar til at give slip. Jeg skulle nok være der og passe på hende hele tiden. Og det var jeg! Lige til det sidste. Hun sov ved min side hele natten og da hun ud på morgenen begyndte at græde så sagte og stille, tog jeg hende op og lagde hende på min mave. Hun faldt til ro med det samme. Jeg tror det var der hun sagde farvel, for da jeg vågnede igen, var hun væk. Kun hendes lille krop lå tilbage lige der på min mave. Hendes store øjne kiggede tomt på mig. Hun var taget afsted. Det var det.

I aften sidder jeg her igen, på hendes værelse, som i mellemtiden er blevet indtaget af hendes to små søskende. De deler. Alle tre. I min bevidsthed er det her værelse lige så meget Elisabeths, som det er Ingrids og Carls. Ingen af dem har sovet herinde, det er kun et skifte-  og legeværelse, så måske derfor er det nemmere at tænke på det som et børneværelse fremfor for en eller andens værelse. Jeg sidder på præcis samme sted, med bøgerne indenfor rækkevide, som den aften for 6 år siden. Det er fristende at snuppe et par af de bøger jeg læste for hende den aften, men jeg tror jeg lader dem stå. De er blevet læst mange gange siden og er ikke længere kun hendes historier. Jo, måske lige den med Lille Hare og Store Hare. Den forbliver hendes.

Lige om lidt er Elisabeths sommer forbi. Det er ikke meget jeg har mærket til den denne gang. Måske er det en kombination af det manglende sommervejr og at der er gået 6 år. De små hvide sommerfugle har dog været forbi hist og pist og har bragt et smil med sig hver gang og et lille stik i hjertet. Hun mangler stadig selvom der er gået 6 år. Alligevel har det overrasket mig hvad tid kan gøre. For bare et år siden havde jeg ikke formået at arrangere noget om helst på denne dag.

Det formår jeg i år. Jeg er igen blevet gruppestarter for en forældregruppe gennem Landsforeningen Spædbarnsdød og på grund af sommerferier, har det været lidt af en udfordring, at få placeret mødegangene. Derfor har vi taget en søndag i brug og først bagefter gik det op for mig, at den søndag var den 22. juli! Da jeg opdagede det, var jeg da også tæt på at aflyse, men som dagen er rykket nærmere er det gået op for mig, at der nok var en grund til at jeg overså datoens betydning i første omgang. At bruge dagen sammen med en gruppe forældre der selv har mistet deres lille barn, giver pludselig rigtig god mening. Det er jo i bund og grund på grund af Elisabeths død, at jeg gør dette stykke arbejde for Landsforeningen som jeg gør. Jeg tror og håber på, at ved at give lidt igen, var Elisabeths død ikke helt forgæves.

Jeg må i seng. Det er efterhånden blevet på den anden side af midnat mens jeg har siddet her. Jeg har et lille stille håb om måske at få lov at drømme en lille smule om Elisabeth i nat. Et lille vink fra hende om at hun har det godt, hvor hun er og venter på mig når jeg kommer.

Kim Larsens sang har snurret i mit hoved hele tiden. Jeg kan ikke rigtig vriste mig fri af dens favntag. Det gør ikke det fjerneste, for selvom den er blevet voldbrugt til kvalmende dimensioner, så er budskabet stadig så fint og enkelt og ikke til at tage fejl af. Det kunne ikke passe bedre til aftenen i aften. Husk nu at leve mens du gør det, lige om lidt er det forbi.

Små øjeblikke

Kom så alle mine høns

I gamle dage (som Carl ynder at udtrykke alt der ligger mere end en dag tilbage i tiden) havde jeg høns. Jeg var bare en lille pige, men jeg elskede de der høns. Jeg gav dem varmt vand om vinteren, så det ikke frøs til is med det samme og korn fra den store grønne kornsilo, fjernede hønsemøg og gav dem friskt hø i kasserne og grus på gulvet. Jeg hentede æg hver dag og sørgede for at de høns der fik lyst til at ligge på æg, fik lov til det. Jeg talte dagene så jeg vidste hvornår jeg skulle holde øje med de små nye kyllinger. Ofte fik jeg lov at holde dem, skønt det bare var for et kort øjeblik. De var så søde og bløde og passede lige præcis i en lille piges håndfuld. Høns er en særlig lidenskab. Har man en gang først følt kærligheden, så tror jeg den holder hele livet. Min holder i hvert fald endnu.


Trækhestene venter tålmodigt


Jeg mærkede det i særlig grad i går. Vores vej første os endnu engang til Frilandsmuseet. Det endte med at blive en dag og en tur jeg sent vil glemme. Det føltes nærmest som blev vi ført ved hånden rundt og oplevede og så alting på en helt særlig intens måde. Egentlig skulle det bare have været en lille kort tur, men endte med at blive en heldagsudflugt fyldt med oplevelser. Børnene gjorde selvfølgelig sit i den retning og hvor jeg dog elsker det! Det er en gave uden lige at få lov at opleve verden på ny sammen med dem. Dagen blev en af dem, som gerne måtte have fortsat og fortsat i det uendelige. Det var så skønt at det næsten ikke var til at bære at det skulle have en ende.


Landkøkken anno 1910



Hånddrevet karrusel



Klovnerier i allerbedste stil



Stubmølleudsigt



Hvem er det der tramper på min bro!


Børnene elsker det sted! Det er helt tydeligt. Det er så rørende at se deres gensynsglæde med alle dyrene og med stederne som de efterhånden kender så godt. Nye opdagelser kommer til hver gang. Især glæden ved dyrene er så rørende at opleve. Jeg ville ønske at de kunne komme endnu tættere på end tilfældet er. At få fingrene i, om man så må sige. Daglige oplevelser af den art, ville uden tvivl være givende. Den smule natur vores frimærkehave kan byde på, er slet ikke nok og ikke noget børnene kan bruge til ret meget. Det bliver så tydeligt efter sådan en dag.


Mine kyllinger


Deres interesse for hønsene var ikke til at tage fejl af. På den anden sidde af det høje dørtrin fitlede en lille kylling rundt sammen med sin mor. Det var så hyggeligt. De blev iagttaget længe og intenst. Jeg kunne mærke følelsen fra dengang. Havde de fået lov, var de rendt ind til hønemor for at holde hendes kylling. Det er jeg sikker på.

At der kun var én kylling gav for øvrigt et lille stik i hjertet. Mest fordi jeg kunne skimte en rede fyldt med æg. Måske var den ene hvad det kunne blive til ud af det kuld, men tanken om at reden muligvis var fuld af æg med kyllinger i, som ikke lige nåede at blive helt færdigudrugede før hønemor blev træt af det liggeri, strejfede mig og det var da en trist tanke.


Bondepige på toppede brosten


Jeg tror på at børn er bygget til at opleve og udforske på den måde man kun kan gøre i et sted med dyr og med plads omkring. At kunne åben sine døre ud til en verden af oplevelser hver morgen af den kaliber, fyldt med dyr og klatretræer, er lidt af et drømmescenarium. Jeg er overbevist om, at dét at skulle udvise omsorg og pleje for et andet væsen, er udviklende og styrkende på en helt eksistentiel måde.

Dengang, i de der gamle dage, da jeg var en lille pige, havde jeg ud over hønsene, en kanin og en kanariefugl jeg skulle tage mig af. Det var ikke altid lige sjovt. Især ikke om vinteren eller når jeg havde noget andet for. Men har man først fået et dyr at passe, er der ikke nogen vej udenom. Så er det sådan det er – også om vinteren. Jeg husker det som om jeg var god til det, men mine forældre må have passet med i lige så høj grad. I hvert fald holdt øje med, for det ansvar kan man alligevel ikke lægge på et barn.


På kiggetur i rugmarken


Egentlig er vi allerede et hjem med dyr. Katten Mao bor her under samme tag som os, skønt han er lidt af en særling og en enspænder, der ikke gider ret meget halløj og ståhej, hvilket der godt kan være en del af herhjemme. Så går han sine egne veje. Han er dog en helt klar del af familien. Børnene lukker ham da også gerne flittigt ind og ud når han beder om det. De er helt med på hvad det betyder på kattesprog. Men ellers er han bare sådan en der er der og kommer en gang imellem og ellers ikke gør så meget væsen af sig.

Måske udvider vi en dag med et par høns i baghaven. Det kunne være så hyggeligt!! Måske en dag i de nye dage (omvendt de gamle dage ...). Indtil da – må vi låne Frilandsmuseets. Sikken et held vi har dem!

En gang til for Ingrid

I går var børnene til tandlæge og Ingrid havde endnu en gang sin lille sut med som hun troligt afleverede til tandlægen inden hun kravlede op og satte sig tilrette i den store kæmpe stol og åbnede munden som havde hun aldig bestilt andet. Jeg tror hun tænker at en sut er adgangsbilletten til at få lov at sidde i den store stol.

Det er børnenes anden gang hos tandlægen. Første gang afleverede Ingrid en hel lille håndfuld sutter af egen fri vilje. Jeg havde om morgenen snakket om at tandlæger ikke var så glade for sutter fordi de kan gøre tænderne skæve og at tandlægen måske ville snakke om at de snart ikke skulle bruge sut mere. At de også skulle afleveres til tandlægen havde jeg ikke nævnt noget om den dag. Men sådan havde Ingrid forstået det, så det blev de altså. Sammenbruddet kom om aftenen da det gik op for hende at den lille handling betød ingen sut mere nogen sinde. Det endte med at hun fik en reservesut, da suttestoppet var kommet som lidt af en overraskelse for mig og slet ikke noget hun kunne havde forudset konsekvensen af før hun skulle i seng.

For ikke at et lignende scenarium skulle gentage sig denne gang, har jeg på det seneste forberedt længe og grundigt på det kommende suttestop. Gårsdagens tandlægebesøg blev så den anledning der bød sig først, da Ingrid endnu engang selv kom med sin lille sut til tandlægen. Forskellen denne gang var bare at jeg havde forberedt hende godt og grundigt og længe på hvad der skulle ske, så der derfor ingen mulighed for fortrydelsesret var denne gang.

Belønningen blev en tur alene med mor til den berygtede Build-A-Bear forretning. Ingrid strålede og havde smilehuller i sine små kinder og det var det hele værd! Men der er nogen der har forstået at brygge et koncept sammen som sådan en lille pige på 3 år er helt med på idéen af. Hun følte sig særlig, følte sig set og fik lov til alting. Det var som at komme i en slikbutik! Jeg følte mig nærmest mest bare som en lille brik i en stor pengemaskine. Men pyt. At være på tøsetur alene med sin egen datter er ikke noget der sker så tit, så jeg lænede mig mest bare tilbage og nød!

Så nu tror og håber jeg på at denne gang var den rigtige sidste gang med den der sut for Ingrids vedkommende. Det er gået indtil nu, selvom det holdt hårdt de første par nætter. Næste step bliver bleen, men lige på det punkt har jeg ikke i sinde at forcere noget. Der bliver heller ikke involveret nogen gaver af nogen art i den forbindelse. Det bliver når hun er klar og det er hun underligt nok ikke endnu. For Carls vedkommende kom det helt af sig selv og af egen fri vilje. Sutten smider han til gengæld ikke foreløbig.

De er kun så små en gang og selvom de er store på rigtig mange områder, så skal de også have lov at være små. De er kun tre år. En uden sut og en uden ble. Det er da meget godt. Det der med at blive stor skal tids nok komme.

De der 40 år ...

Altså, det der fødselsdagsnoget ... Lige om lidt fylder jeg 40 år!! Det lyder vildt gammelt og så alligevel ikke, for 40 år er da ingen alder i vore dage og jeg har jo tænkt mig at blive tæt på de 100 år, så jeg er ikke engang halvvejs!

Alligevel synes jeg der er gået en rum tid når jeg sådan sidder her og tænker tilbage på hvad der så er sket i de fyrre år jeg har befundet mig her på jorden. Der er immervæk sket en hel del. Jeg har levet lige så længe som Dronningen har regeret! Jeg har levet lige så længe om vi har været med i EU (EF)!!!

Egentlig er det jo bare endnu en fødselsdag, som alle de andre, men når man fylder rundt skubber det alligevel ved sådan lidt eftertænksomhed. Samtidig er det som om der er en forventningen om at det skal markeres på særlig vis. Jeg ved snart ikke ...  Det er jo bare en fødselsdag. Tiden nærmer sig, så jeg må vel hellere se st finde ud hvad man stiller op med sådan en dag.

Når jeg tænker tilbage, har de bedste fødselsdage egentlig været dem der ikke har gjort det store væsen af sig. Som for eksempel turen til Kullen samme sommer som Elisabeth døde. Det var blot et par uger efter, så meget festivitas kunne jeg ikke svinge mig op til. Men en tur til smukke Sverige med inkluderet stilhed og eftertænksomhed, var lige hvad der gjorde godt dengang. Året efter tog Kevin og jeg på kanotur på Mølleåen og året efter igen var vi på ferie på Kildegården og fik fint besøg på dagen. De var gode fødselsdage på hver deres måde.

I år er tiden en anden, så det bliver til noget med nogen gæster? Jeg bliver trods alt 40 år ... selvom det bare er en fødelsdag!

'Den lille røde høne'

Historien om den lille røde høne er en yndet godnatlæsningsbog herhjemme og har været det lige så længe jeg kan huske. Det er en meget gammel historie med en moralle der ikke er til at tage fejl af. Den handler i korte træk om en lille rød høne, som en dag fandt nogen hvedekorn, som den plantede i jorden, fik til at gro til korn, som den høstede og fik lavet til mel, så den tilsidst kunne bage et lækkert brød. De andre dyr på gården var ikke til meget hjælp før til sidst da brødet skulle spises. Ikke helt sikker på at børnene helt har fanget moralle-konceptet, men processen er de i hvert fald helt med på. Nu ved de hvordan man får mel, så man kan bage brød, og den proces var den vigtige at have på plads ved gårsdagens møllebesøg.









Når det er søndag holder møllerne på Frilandsmuseet åbent, så man kan opleve hvordan de arbejder. Det var spændende! Børnene var helt med på hvordan det hang sammen og var lige så fascineret af det sindrige system som jeg var. Så simpelt og så alligevel så indviklet. Et velgennemtænkt system af snurrende hjul og stænger der forbandt. Det hele drejede så det var en lyst og møllehjulene knuste korn, så det kunne mærkes i hele kroppen. Det var skønt at få et lille indblik og en lille smag af noget der engang var en helt naturlig dagligdag for en hel familie og en lille håndfuld ansatte på møllergården, der dengang lå på Fyn. I dag ligger den på Frilandsmuseet og ser ud som havde den ligget der altid! Selve boligen står stort set som den gjorde den gang, med de helt rigtige potteplanter i vinduerne og høns på gårdspladsen. Nede i den ene ende af stuehuset ligger vandmøllen, som den dag i dag laver mel så alt der kommer i nærheden bliver hvidt som en møller i uniform.






Møllerne på Læsø blev passet af kvinderne. Mændene kunne af gode grunde ikke, da de var ude at sejle. Jeg kunne sagtens se en lille flok kvinder drive sådan en lille mølle. Den var kvindevenlig på flere måder. Så lille fin og simpel, og til at håndtere for de seje kvinder på Læsø.

Vi nåede kun to af museets fire, så var vi mætte. Der er gods i sådanne historier! De andre må vi tage på et senere tidspunkt. Jeg glæder mig allerede. Det sted her har jeg besøgt så mange gange, at jeg slet ikke har tal på det, men er stadig slet ikke i omegnen af at være færdig med det. Det bliver jeg nok aldrig. Jeg elsker de informative og udfordrende besøg, som det vi havde i går, men i lige så grad slentrebesøgende, som blot handler om at indsnue lidt frisk luft og stilhed og et kig over de grønne marker og så selvfølgelig et besøg hos hønsene og ænderne, og måske endda fårene og grisene og hestene for lige at sige hej!



Jeg er dybt taknemmelig for at få lov at bo så tæt på dette skønne sted, hvor man kan få lov at lege den lille røde høne sammen med sine børn.