Strejkeramt hjertesag

I dag skulle min lille niece Emma have været kikkertundersøgt, som et led i forberedelserne til den forestående hjerteoperation. Det blev hun bare ikke. Narkosesygeplejersken, som skulle have bedøvet hende under indgrebet, strejker nemlig. Og så må man jo pænt vente til hun er færdig med det.

Når man står midt i det og virkelig er afhængig af et sygehusvæsen der fungerer og som man kan regne med, så er det bare ikke i orden at strejke på den måde! Jeg er givetvis ekstra paranoid i forhold til hospitaler, læger og små børn, men i min verden kan tingene jo altså gå grueligt galt – især når det drejer sig om hospitaler, læger og små børn. En rigtig dårlig cocktail i min statistik.

Der skal ikke gå noget galt og Emmas operation skal ikke udsættes, så hun lige pludselig bliver dårlig og skal hasteindlægges. Hun skal opereres lige efter bogen af landets dygtigste kirurg og han har bare med at gøre det godt! Og så kan de sygeplejersker bare se at komme på arbejde og gøre deres arbejde! Nå!

Faktisk kan jeg godt forstå at sygeplejerskerne kræver mere i løn for det fantastiske arbejde de udfører – jeg er efterhånden blevet passet af rigtig mange af dem under mine mange indlæggelser, og dem må jeg altså tage hatten af for – men skal det ligefrem koste menneskeliv, så er det altså gået for vidt og så kan jeg slet ikke følge deres krav!

Tabt for altid

Forleden dag gjorde jeg et ekstraordinært stop hos Elisabeth på vej til arbejde. Dagen for inden var der blevet ekstra forårsrengjort, stenen var blevet vasket og visne ting og sager fjernet. Der var blevet rigtig fint. Det ville jeg gerne have et billede af og da hendes lille have er østvendt, er lyset ofte bedre om morgenen. Det er ellers sjældent at jeg stopper der om morgenen. Til gengæld går turen hjemover ofte forbi. Det er for mig mere ro på den tid af døgnet og ikke noget jeg skal nå. Men forleden dag blev det til et morgenbesøg og jeg endte med at være alt for sent på den og fordi vejret var meget varmere end beregnet, røg jakken i cykelkurven og af sted det gik.

Da arbejdsdagen var til ende og jeg skulle til at pakke mine ting sammen, var min jakke ikke at finde nogen steder. Pist væk! Først der slog det mig at den måtte være faldet ud af cykelkurven om morgenen. Jeg blev helt trist. Min elskede ynglingsjakke! Den var nu tabt for ALTID! Jeg havde flere ærinder på vejen hjem, men glemte dem alle i min iver efter at finde frem til hvor jeg mon kunne have tabt den og hvem jeg kunne kontakte dagen efter for at høre om den måske skulle være indleveret der. Der blev lavet en lang liste i mit hoved.

Jeg kørte præcis samme vej hjem, som jeg havde kørt om morgenen, i håb om at den måske ville ligge i vejkanten. Hele vejen var tankerne på jakken. Den jakke som jeg aldrig skulle se igen. Jeg var tæt på at være ganske ulykkelig. Ved godt det lyder lidt skørt – det var trods alt kun en jakke. Jeg nåede næsten hele vejen tilbage til kirkegården og med ét ændrede verden sig. Der lå den! Som om den lige var fløjet ud af kurven. Den var dejlig varm af solen og så ud som om den havde ligget lige præcis det samme sted hele dagen og bare ventet på at jeg skulle komme tilbage og finde den. Til mit held havde jeg tabt den på et meget lidt befærdet sted, så måske var det slet ingen der havde bemærket den. Måske var det mit held. Hvor var jeg glad for at se den igen. Ja, nærmest lykkelig. Det var et varmt og helt vidunderlig gensyn med jakken som jeg troede var tabt for altid.

Nogen gange kan jeg få den samme følelse når jeg tænker på Elisabeth. Jeg ved med min fornuft at hun er væk for altid og at jeg slet ikke behøver at køre tilbage af nogen vej hvorfra jeg kom, for jeg finder hende ikke alligevel. Jeg skal aldrig mere se hende. Mine følelser kan ikke altid følge fornuften og så er det jeg får sådan en oplevelse af at hun da må være et eller andet sted. Hvis bare jeg leder længe nok og hvis bare jeg tror nok på det, så dukker hun vel op. For hun kan da ikke bare være væk! Hun var her jo lige ... Smerten er ikke lige tydelig hver dag, men den er med mig og dukker op og overvælder mig i ny og næ. Det er svært at forestille sig at den nogen sinde forsvinder helt.

Oprydning med nydning på

Så blev det weekend igen. Jeg synes tiden går med lynets hast for tiden. Jeg når lige med nød og næppe at følge med. Når bare det forkromede overblik er intakt, passer det mig fortrinligt. Det er det, og så er det ikke noget at klage over.

Hele denne weekend er sat af til husprojekter – dem er der altid nok af – og jeg har allerede iført mig arbejdstøjet. Der kommer håndværker i næste uge for at lægge nyt gulv i et af kælderrummene og derfor skal vi have ryddet hele kælderen inden. Håber vi kan få det klaret i dag, så vi kan bruge dagen i morgen på at komme lidt i haven. Det er nemlig ren nydning når vejret, som jeg har hørt en lille fugl synge om, arter sig i den solrige retning.

Elisabeths lille have er blevet klippet og trimmet lidt, men den helt store forårsrengøring, har vi til gode – så den står også som et af programpunkterne. Det er ved at være tid nu hvor de fleste løgplanter er ved at være afblomtrede.

Det er forår og det mærkes som svage bobler i maven. Det er ikke en dårlig fornemmelse.

Jeg har så travlt ...

Det er slet ikke til at følge med for tiden. Jeg synes mine dage flyver af sted. Det er slet ikke skidt, det er helt fint, men det betyder bare at jeg ikke får skrevet alle de kloge tanker ned som jeg går og tænker mens jeg har så travlt. Jeg tror det er foråret der har gjort sit indtog. Jeg er fint tilfreds med tingenes tilstand.

I fredags fejrede vi vores bryllupsdag med spadseretur på Kastellet og besøg på Frihedsmuseet, som optakt til filmen her. Vi havde booket pladser i den store biograf. Det var jeg glad for. Det var nemlig en fantastisk oplevelse. Intet mindre. Jeg var tryllebundet. Revet med. Fuldstændig. Filmen varede lidt over 2 timer og jeg havde ikke rørt mig ud af flækken. Da rulleteksterne rullede over lærredet opdagede jeg, at jeg stadig sad i samme stilling som da jeg satte mig tilrette inden filmen startede. Til gengæld var jeg fuldstændig anspændt i hele kroppen. Jeg kunne slet ikke slippe hvad jeg lige havde set. Det sad i kroppen længe efter. Jeg tror det er første gang jeg har oplevet at bryde ud i gråd EFTER at være kommet ud af biografen. Det kalder jeg fuld indlevelse! Bagefter spiste vi en 3 retters middag på Hotel Marriot og fik samtidig tygget lidt på dagens oplevelser. Vi havde vundet en middag – derfor valget. Udsigten var omtrent den samme som den fra restaurant Søren K for 8 år siden. Det var helt ok.

I går skulle vi besøge en lille dreng – bare 2 uger gammel. Han har en storesøster som er samme sted som Elisabeth, så at han nu er kommet, betyder noget ganske særligt. Det var dejligt at møde ham og så tydeligt at se, at han var kommet med noget af alt det som har manglet så frygteligt siden storesøster tog afsted. Jeg tænker tit om det mon først går sådan rigtigt op for mig, hvor meget her mangler en lillesøster eller lillebror, når der kommer sådan en? Jeg håber det, for hvis der så ikke kommer sådan en, ved jeg i hvert fald ikke hvad jeg mangler.

I dag har vi har været i haven HELE dagen. Vi nåede rigtig meget. Det eneste vi ikke nåede var sandkassen. Planen var ellers at sandet skulle skiftes og legetøjet vaskes, når vejret blev godt, så vi kan være klar om der skulle komme en lille størrelse på besøg, som kunne havde lyst til at lave nogen sandkager sammen med os ... Til gengæld blev fliserne foran huset befriet for ukrudt og vasket, terrassen blev skrubbet ren for alger og hele haven klippet og potter plantet. Vi har haft travlt! – og hold fast, vi har nydt det! Mao har været nærmest lykkelig. Han er i sit es når døren står åben og vi er i haven sammen med ham. Det er tæt på at være det bedste han ved. Jeg har det lige som ham.

I morgen venter endnu en uge og jeg er klar!

I dag

I dag for 8 år siden skinnede solen på præcis samme lidt smådisede måde som den gør i dag. Jeg var spændt, glad, forelsket og fuldstændig uanende om hvad det var jeg gik ind til.

Dagen blev en af dem der overraskede. Jeg havde ingenting forventet og måske netop derfor gik alt op i en højere enhed. Jeg fulgte bare med og lod mig opsluge af alt det gode, glæden, forventningen, forelskelsen.

Den dag blev starten på et liv sammen ... Det var en stor beslutning, det vidste jeg. Men jeg vidste ikke at det ville blive den bedste jeg har taget i mit liv.

På vej

Nøj, det føles bare godt at kigge ud i en forårsklippet have, dufte malingen fra badeværelset der stadig tørrer og at sidde i et totalt opryddet og 'udsmidt' sykontor.

Der er blevet aset og maset hele weekenden, vi har bestemt ikke ligget på den lade side og det har lønnet sig. Der er kommet bund i bunkerne og hvilken befrielse det er!

Tiltaget til et hyggeligt syværelse blev gjort allerede for et godt stykke tid siden, men der kom aldrig rigtig bund i bunkerne. De har længe tappet mig for god energi. Især har det handlet om misligholdte jobsøgningslister. Lister som jeg jævnligt skal kunne fremlægge for at få suppleret med dagpenge for de sidste timer jeg ikke arbejder. De har slugt lang mere energi end nødvendigt. Egentlig har det nok i lige så høj grad handlet om mig og hvor det lige er jeg på vej hen.

Bunkerne har ligget der og vidnet om noget jeg ikke har kunne eller har haft overskud til at se i øjnene. Jeg har bare ikke været parat til at dykke ned i spørgsmålet om hvad det er jeg skal. Om jeg er på vej tilbage til mit gamle fag igen, eller om vejen skal være en helt anden. Jeg har haft det fint med mit skalkeskjul indtil nu og har ikke været parat til at tage stillingen.

I går blev der så gjort rent bord. Jeg kunne mærke at det var det der skulle til for at kunne komme i gang med listerne. Jeg havde ret. Det var nærmest en leg at få udfyldt de mange lister, da først bordet var ryddet.

På det seneste har overskuddet nærmest været ikkeeksisterende. Stressen har været tæt på at overtage. Der har været mange tanker i mit lille hoved. Alt for mange. Mest har det handlet om økonomi. De har holdt mig vågen og fået mig til at gå rundt i zombielignende tilstand resten af tiden.

I dag var jeg til møde i A-kassen. Det var fint. Jeg var forberedt og bagefter på vej. Det var som om at det vendte noget for mig. I forlængelse af vores adoptionssamtale, i torsdags, som bestemt har sat nogen tanker i gang omkring min fremtid, var det som om mødet hos A-kassen, gav mig følelsen af at jeg snart er ved at være parat til at skulle videre, tilbage, eller noget helt andet. Jeg er på vej ... et eller andet sted hen. Jeg aner ikke hvorhen eller hvordan, men jeg er så småt begyndt at glæde mig.

Det var igår et vejr

... og Elisabeth fik hyracinter. Det blev så ikke på månedsdagen, men så blev det til gengæld i solskin og sammen.

Det gjorde godt med et besøg hos Elisabeth med frisk luft og stille tanker efter en hel eftermiddag med adoptionssnak ... snak, snak og snak. Hold da fast – første 'fase 3' samtale tog 3 1/2 time og så nåede vi ikke en gang at tale om min baggrund. Det blev udskudt til den 7. maj. Synes det er LÆNGE at vente på næste samtale, men sådan er det vel. Tænker at grunden til at vi ikke nåede længere var, at vi både skulle tale dansk og udenlandsk adoption. Vi har nemlig besluttet os for at blive godkendt til begge dele og det kræver selvfølgelig at vi skal rundt om flere emner.

Mødet havde lidt samme effekt på mig som første møde – altså en konkretisering og et mål der begynder at kunne anes. Det var rart. Endelig fik vi lov at rykke bare et lille skridt nærmere. Det blev pludselig også meget mere virkeligt og jeg kan igen begynde at forholde mig til det. De to kurser gjorde ingenting i den retning. Jeg har brug for noget handling. Brug for at det handler om os – Kevin og mig – og vores situation. Jeg har brug for at blive taget hånd om. Nu kan jeg igen begynde at ane at vi faktisk er på vej til et barn. Det er dejligt. Det trænger vi til.

Dagen sluttede af i sofaen, hvor øjnene knap kunne holdes åbne til programmet om Jørn og hans umulige forældre. På en eller anden måde afrundede det dagens snak om opvækst, opdragelse og barnets tarv vældig godt.

Elisabeth 22 måneder

Solsortene kvidrer så det er en fryd. Imens maler jeg 1. sals badeværelset perlefarvet – samme farve som Elisabeths værelse. Det er en hyggelig og god farve der passer godt her oppe på 1. salen. Tusmørket har efterhånden været på vej i et stykke tid, men nu er det blevet til mørke, så jeg er blevet nødt til at stoppe mit forehavende for i dag. Dagen hvor Elisabeth ville være fyldt 22 måneder. En konstatering. For hvad betyder sådan en dato egentlig?

Jeg har ikke rigtig kunne finde hoved eller hale i noget af alle de ting jeg har skulle i dag – ikke en gang en tur på kirkegården kunne det blive til. Det er min første fridag i lang tid og dagen var sat af til jobsøgning, ringe her og der – håndværker, forsikring, adoption, lån. Jeg aner slet ikke hvor jeg skal begynde eller ende. I sidste ende handler det hele om økonomi. Det kan være svært at holde tungen lige i munden. Det kræver overskud. Et jeg ikke har lige nu. Og så var det jeg begyndte at male, for noget praktisk arbejde går man aldrig helt galt i byen med.

Det skal nok gå det hele. Det ved jeg. Det plejer det. Men for pokker hvor jeg savner alt det der var og som skulle have været på sådan en dag som i dag.

Der er altid plads til en til ...

Hvorfor er det lige at det altid er de mest umulige steder der er de bedste at ligge? Vores skøre kat finder til stadighed nye opskure puttesteder at indtage. Hans seneste påfund vakte umiddelbart min undren, for det så mig ikke videre behageligt ud at ligge sådan halvt ovenpå grynte og de andre dyr i stolen, men hvad ved jeg? Det kan selvfølgelig også være at vores kat simpelthen er blevet så enormt populær blandt Elisabeths bamser og han ikke havde andet valg end at lade sig omfavne fra alle sider ...?

Her er dit liv

Så røg den af sted – 4 siders levnedsbeskrivelse! Den blev sendt til Statsforvaltningen, som vi skal have første 'fase 3' samtale med på næste torsdag. Det blev en længere afhandling, men det ene ord tog det næste da jeg først var kommet i gang.

Især var det sjovt at skrive om min barndom og jeg måtte hele tiden tage mig selv i ikke at fortsætte ud af en eller anden tangent. Jeg nævnte på et tidspunkt at jeg om sommeren altid sov i min fars gamle spejdertelt ude i haven og så startede der ellers en hel film oven i mit hoved. Det mindede mig om hvordan det her telt blev indrettet med madrasser, bamser og Anders And blade, og om hvor primitivt det var uden fast bund, så det altid vrimlede med ørentviste og edderkopper, og om at min søster nogen gange ikke gad sove sammen med mig, fordi jeg fortalte spøgelseshistorier så hun blev bange, og om en gang det begyndte at regne og mine forældre måtte komme og redde os fordi vi var lige ved at sejle væk og vi intet havde opdaget, men bare var sovet fra det hele, ligesom Poul og Keld i en eller anden Kaj og Andrea udsendelse. Jeg kunne blive ved ... og det fik mig til at tænke på, at jeg en eller anden dag må nedfælde alle de her sjove episoder fra min barndom. Der er mange!

Nu er den korte version sendt af sted og så bliver det spændende at høre hvad vores sagsbehandler siger til den.

Åbent hus

Jeg spottede den på lang afstand. Jeg blev draget og måtte røre og kunne bagefter slet ikke give den fra mig igen. Den fyldte mig med så meget fantasi og sjove historier at jeg MÅTTE have den med mig hjem. Den kunne være taget ud af en tegneserie. Skovsmølfen ville helt sikkert have elsket at bo i et agernhus ...



Nu hænger den i vores have og venter på at en lille fugl – eller en lille alf måske – kunne tænke sig at flytte ind. Hvis ikke, er det helt i orden, for så kender jeg så mange andre der ville være glade for at nyt lille udsigtshus i haven. Jeg giver det lige lidt tid og holder et vågent øje fra køkkenvinduet.



Majsekassen, der hænger et par meter væk, har længe været ombejlet og det kunne være dejligt om vi snart fik et par indflyttere. Jeg håber, for det kunne være så dejligt, men har desværre min tvivl. Med den jæger som allerede bor i haven, er det nok desværre ikke det mest attraktive sted at flytte ind.