Man kan pludselig blive så træt

Bevismateriale

Det går fremad. Småt og godt. Hvert et smil tæller og dem er der blevet en hel del flere af. Det varmer helt langt ind sjælen. Og en dag som denne, hvor der stadig har været mange perioder med skrigende dreng, så har de været færre og stort set kun optrådt i forbindelse med en levering af de store. Maven synes nemlig stadig at værre en af hovedsynderne.



Men altså – det er jo nærmest overvældende. Tænk at det også kan værre sådan at have børn. Jeg har ligefrem haft overskud til at lave sjov og synge for dem. Håber så inderligt at det kun går den gode vej nu. Det andet er sgu for hårdt.

2 måneder og piv skæv

I går fyldte Ingrid og Carl 2 måneder!!! Hvor bliver tiden lige af? Når man lever i babymode tager den ene dag den næste, uden man knap når at fornemme hvilken dag det lige var. Jeg forsøger at komme ud at gå en tur hver dag, hvis vejret tillader det. Det er rart i det mindste at få lidt frisk luft i hovedet, ellers sker der ikke meget andet end hvad Ingrid og Carl bestemmer. Og selvom jeg nyder hvert minut her hjemme med mine børn – selv når de skriger! – så glæder jeg mig alligevel snart til at komme lidt ud i verden igen. Det tillader situationen mig ikke rigtig lige nu, men forhåbentlig snart. Jeg har hørt at kolik skulle aftage efter 3 måneder. Det går jeg så lidt og venter på imens jeg gør alt det bedste jeg kan for at lette tiden for begge mine børn og mig selv.

Carl har lige siden fødslen været plaget af noget. Ikke helt sikker på hvad, men han har haft de store armbevægelser på og i den grad ordet i sin magt. Det er vel det man kalder kolik? Jeg har haft kamp til stregen og absolut ikke hænderne fri på noget tidspunkt. Nærmest ikke en gang til hans søster, som ofte har måtte sidde lige så pænt i skråstolen mens Carl krævede mit nærvær. Selvom hun er god, er hun også en bestemt dame, der ikke finder sig i hvad som helst. Desuden har hans gråd den virkning på hende at hun så også bliver utidig og ked og så er man pludselig en for lidt når man kun er mig.


De sidste par uger har det været rigtig slemt med hans hjerteskærrende ulykkelige gråd. Noget gjorde alt for ondt – ikke bare i moderens hjerte – så forleden dag fik jeg hidkaldt Mette, der kan noget med sine hænder. Det hedder kranio-sakral terapi og efter blot at få ham i armene, kunne hun konstatere at problemet højst sandsynligt var at Carl er piv skæv i hele kroppen. Hofterne sad skævt, hvilket havde indvirkning på rygsøjlen og nervebanerne og derfor hele resten af kroppen. Måske hænger det også sammen med hans lille mave, for han kæmper virkelig med at komme af med afføringen. Det giver meget god mening for mig, for det hele hænger vel sammen på en eller anden måde. Noget har i hvert fald plaget ham i en sådan grad, at han er spændt op i kroppen nærmest konstant. Det forklarer måske også at han nyder aftenens bad og massage ekstra meget.

Skævheden tænker jeg kommer fra at han har siddet med numsen i min hofte og desuden er blevet trukket ud med numsen først da han kom til verden. Det kan man vel godt forestille sig kunne gøre noget ved sådan en lille blød babykrop.

Han kræver mindst en behandling endnu, måske flere, men allerede nu synes jeg at kunne fornemme en bedring. I går aftes fik vi ham i seng uden flere timers gråd og lige nu er han faldet i søvn i skråstolen ... helt af sig selv!! Ja, jeg har endda fået i overflod af smil i morges. Ikke noget, han ellers plejer at dele ud af. Tænk hvis hun kan hjælpe. Det ville være så skønt, for alle, men allermest for ham. Det gør så ondt at se ens lille dreng så ked og ikke kunne hjælpe mere end øjeblikke af gangen.


Alt imens jeg har skrevet det her, har Ingrid siddet og hygget på mit skød imens Carl har taget sig en ordentlig 'skraber' i skråstolen (ja, jeg ved godt man siger at de ikke må sidde der i længere end kort tid af gangen, men han sover!! og så vækker man ham ikke bare). Jeg mindes ikke at det nogen sinde er sket før – i hvert fald ikke i så lang tid, så det kalder jeg for noget af en fødselsdagsgave. Tillykke til os!

1-2-3

For bare 4 år siden tvivlede jeg på om jeg nogen sinde ville få lov at opleve det. Nu er jeg mor til 3. Det er næsten ikke til at fatte. Tænk at jeg endelig har fået lov – jeg er så heldig!

Elisabeth – min lille store pige

Det blev ikke til meget sol i år. Midt på eftermiddagen var den væk. Det blev heller ikke til meget fødselsdag. Ingrid og Carl har i den grad indtaget scenen og det levner ikke meget plads til deres søster.


Turen til Elisabeth nåede at blive en smule våd. Ikke lige hvad vi har været vandt til fra de andre år. Elisabeths tid plejer at være ensbetydende med sol og varme. Ikke i år. I år har dagen været helt anderledes. Både på det ydre så vel som det indre plan. De to forgående år har Elisabeths dag afspejlet den glæde det trods alt var at få lov at blive hendes mor. I år var helt anderledes. I år har jeg været trist. Hun har manglet endnu mere end hun plejer. Det føles ambivalent at være trist når jeg nu sidder her med to smukke mirakkelbørn. Men netop i kraft af dem, mangler Elisabeth endnu mere i mit liv.

Elisabeth – min lille store pige. 3 år ville du have været i år og parat til at komme i børnehsve. I aften kan jeg ikke lade være med at være trist, skønt jeg sidder her med hænderne fulde. I aften savner jeg min lille store pige mere end nogen sinde.

En lille piges fødselsdag

De havde lovet regnvejr i dag, men her skinner solen. Hvordan kan den næsten også andet? Solen har indtil videre skinnet hver gang Elisabeth har haft fødselsdag.


Fødseldagstoget har fået 3 tallet på. I dag ville Elisabeth nemlig være fyldt 3 år og selvom hun kun nåede at blive 6 uger, så fylder hun alligevel 3 år i dag. Mit liv med hende fylder i hvert fald 3 år og det gælder vel også for noget.

Om lidt skal jeg ned og plante flag og blomster hos hende, for det skal man have når man har fødselsdag.

På pinseferie ved vandet

Søndag gik turen til mine forældres nye tomme hus. De er ikke er flyttet ind i endnu, og det er jo lidt spild af lækkert hus, så det gjorde vi til gengæld for et par dage.


Den første miniferie med Ingrid og Carl og det gik over al forventning. Måske var det alt den friske luft, eller stilheden eller noget helt tredje. Under alle omstændigheder sov vi alle sammen forrygende og næsten hele natten. Det må vi snart prøve igen.