Sommer og børn der falder til

Som den tid dog flyver afsted! Jeg forsøger af bedste evne at leve i lige nu og her og det lykkes heldigvis ganske ofte, men så levner det samtidig ikke meget tid til alt det andet jeg gerne vil, så som at dokumentere alle nuerne ...

Weekenden har været skøn og sommerlig ud over alle grænser. Der er blevet nydt is i rigelige mængder og badebasinet har fået luft igen - og vand! Hele dagen i dag har jeg fået lov at sidde på terrassen med en bog. Kan ikke lige mindes hvornår det har været muligt ... Og hvem ved hvor længe sommeren varer, så det er bare med at nyde.

Børnene er ved at være faldet til i deres børnehave. Inden for den sidste uge er Carl holdt op med at sige at han savner vuggestuen og afleveringerne, for Carls vedkommende, er gået fra lang og svær afsked, til et lille vink på opfordring. Ikke meget ændring at spore hos Ingrid. Hun har været jævnt tilfreds hele tiden. Det er helt klart Carl der har taget rykket på det område. Han overrasker gang på gang. I vuggestuen var det Ingrid der praktiserede det der med legekammerater. Men efter de er kommet i børnehave er det der område pludselig som om det der område er noget der er gået op for Carl også. Han har fået to rigtig gode legekammerater og i følge pædagogerne er der flere der står i kø. Det er da noget af en position at skore sig på så forholdsvis kort tid. Bare sådan lige ind fra højre og så som en af de yngste. Der er vist ingen tvivl om at der er en del x-faktor i den dreng. Selv pigerne flokkes om ham. Nogen gange så meget at Ingrid bliver jaolous. Og så melder bekymringerne straks. Håber jeg af bedste evne formår at give dem styrke til at takle de udfordinger livet vil bringe.

Til hest

Skøn dag med provensialsk stemning i den Ledreborgske park til hest, til cirkus, med kusiner og leg med mere.

Tidlig morgennydning i den friske skoven

Nøj, jeg er heldig. Tænk først at skulle møde på arbejde klokken 10 på en lørdag og så have en søn der vågner 6.14, så man kan nå at tage på tur i den smukke skyggefulde skov. Det var nydning på højt plan! Og måske starten på en ny motionsplan? Jeg har siddet stille alt for længe. Ej, det passer ikke. Jeg sidder sjældent stille, men jeg får altså ikke rørt mig på den der motionsagtige måde særlig tit. Har ikke gjort det meget længe og det kan mærkes. Jeg skal have gang i det bevægaparat igen. Jeg trænger! Det er som om at der med lyset er kommet mange flere timer i døgnet, så mon ikke der burde kunne lade sig gøre.

At sove eller ikke at sove

Det er det store spørgsmål for tiden. Børnene har lagt middagsluren på hylden i hverdagen. Hvilket i princippet er fint nok, vi skal bare lige have fundet ud af at rykke hele aftenritualet en time frem, så der nu er aftensmad kl 17 og putning kl 18.30. Det er gået tilforladeligt indtil videre.

Sammenbrud og børn i opløsning har dog fyldt en del på den konto, men det er vel hvad man kan forvente i den her overgangsperiode? Det kræver tilvænning – men hvorfor egentlig? Hvorfor skal det der sovning være sådan et stort issue?

Tiden med dem, bliver så frygtelig kort på den her måde. Til gengæld er aftenen blevet så lang at jeg pludselig har fået tid til andet end total resignation. Forleden aften fik jeg således lige malet køkkenet!!

Weekenden er til gengæld genindtaget til middagslur. Den var ellers droppet, men nu er det som om der er noget der skal indhentes der.

O'høj skipper!

Så skal jeg da lige love for at det blev sommer! Med pomp og pragt og prinsessedåb – som jeg havde glemt alt om lige indtil jeg kom til at åbne computeren her til aften. Men det gik da heldigvis godt, kunne jeg se, selvom jeg ikke var med da det skete.

Dagen har været fyldt af vores helt egen pomp og pragt. Min egen lille prins og prinsesse var på deres første sejltur i dag. De bor omgivet af vand og har, trods deres tre år, aldrig været ude at sejle! Ja, altså lige indtil i dag, for vi havde besluttet at bruge denne smukke sommersøndag til en sejltur med bådfarten. Næste gang snupper vi en kano!

En prins og en prinsesse til blomterdag

Der var blomsterdag i børnehaven i dag. Det havde jeg lige glemt i skyndingen, så jeg måtte en tur i Netto imens børnene holdt morgensamling. Ingrid blev så glad for sin pelargonia – den var lyserød! – Carl syntes det var fint med en marguerit, og så var de ellers klar!

Og så fik jeg også lige fotograferet den lille prins og prinsessse. Er det ikke bare det sødeste par? Ja, jeg er altså helt forelsket!

Store små kunstværker

Og så ser man lige mig der midt i børnehaven med våde øjne og en stor klump i halsen, som jeg forsøger at holde nede, for ikke at løbe over. Forleden havde børnene været i værkstedet for at male efter kyndig vejledning og resultatet var det som jeg stod og beskuede. Jeg har endnu ikke set dem tegne noget der lignede ret meget andet end abstrakthed, så de her to malerier af en prins og en prinsesse var intet mindre end fantastiske!

De havde malet efter Britta Johansons principper, fandt jeg ud af, men kunne næsten godt have gættet det for stilen var som den i bogen her.



Den er jeg ret vild med. Selvom de kun er 3 år, er det de mest utrolige ting de kan fremtrylle hvis man giver de rigtige forudsætninger. Det er den her bog og børnenes udstilling nede i børnehaven et tydeligt eksempel på. Der skal i virkeligheden så lidt til, man skal bare lige kende til de rigtige redskaber. Jeg håber at de i børnehaven formår at fortsætte den linie. Og så må jeg se om jeg ikke lige kan huske at få kameraet med derned så jeg kan få et par billeder af kunstværkerne.

Herfra min verden går

Efter børnene er startet i børnehave er det som om at lokalsamfundet er rykket lidt tættere på. I går tog det for eksempel en hel time at handle en lille kurvfuld varer i Netto!

I årene fra Elisabeth døde og indtil til Ingrid og Carl meldte deres ankomst, kendte jeg ikke så mange ud over de nærmeste naboer. Efter de er startet i institution er jeg pludselig begyndt at lære rigtig mange mennesker i nabolaget at kende og så er det, at det pludselig kan tage en hel time at handle en lille smule. Jeg har nogen mistænkt for at gå i Netto kun på grund af det.

På trods af at tilhørsforholdet til stedet bliver styrket af nye bekendtskaber, kan jeg nogen gange føle mig lidt fremmed i alt det velkendte. Som om der er noget der mangler. Der er nogen år som er fremmede i den sammenhæng. Årene som mor til et dødt barn. Nogen gange er jeg stadig i den tid. Nogen gange er det nære lidt fremmed igen. Jeg flyver lidt ind og ud. Det er stadig så stor en del af mig, at det helst skal med for at det kan blive godt.

I røg og damp

Fut fuuut!!! I røg og damp stod vi på Dronning Louises Station og ventede på at Thomas skulle ankomme med passagervognene så vi kunne komme med på Thomas Tog tur. Stationsforstanderen tog imod og alt var iscenesat så man ind imellem næsten glemte at man 'bare' stod på et museum midt i Odense. Søde lille Thomas. Pludselig var han kæmpe stor og stod lige der foran os.


Thomas vakte begejstring – ingen tvivl om det – men det var alligevel alle de mange Thomas Tog togbaner man selv kunne lege med og de selvkørende Thomas Tog i miniudgaver man kunne kigge på og historier og film og ansigtsmaling og hvad der ellers var af alle mulige sjove indslag som gik rent ind hos to små på 3 år.

Alligevel var det for Carls vedkommende noget helt andet der VIRKELIG trak. Det var de rigtige og store tog. Sjældent har jeg set ham så optaget. Han var helt solgt og nærmest salig bare kunne få lov at sidde inde i et af de store tog og styre. Hans blik var fjernt og han gik sine egne veje, så det var bare med at følge med.



Det er ellers ikke noget jeg er vant til - det der med at skulle holde et ekstra øje med hvor han er. Normalt er det Ingrid man skal holde et særligt øje med når vi er ude blandt mange mennesker, da hun har en tendens til at kunne blive væk og gå sine egne veje. 

I går var det Carl der blev væk. Pludselig var han bare væk i menneskemylderet og jeg nåede lige at tænke hele scenariet med højtalerefterlysning og grædende dreng igennem inden vi fandt ham. Han gik såmænd bare rundt blandt de store lokomotiver og var helt opslugt.


Ingrid skulle ikke nyde noget af at blive væk. Hun var nærmest rædselsslagen for alle de mannequindukker der stod rundt omkring inden- og udenfor togene for at skabe stemning. DE var uhyggelige! Så hun holdt sig tæt på hele tiden. Trods uhyggelige dukker var det helt bestemt en stor oplevelse for begge børn - og deres forældre. Men nok især var det en oplevelse af de helt særlige for Carl. Han var slet ikke til at drive hjem fra det museum. Det bliver vist ikke sidste gang vi tager turen til Odense.



Da vi sidst på dagen, trætte og mætte af dagens oplevelser, vendte næsen hjemad igen, kørte vi slet ikke hjem, men drejede af ved Slagelse og kørte nordpå til Kalundborg. Morfar havde nemlig fødselsdag dagen efter. Så knap var den ene oplevelse slut, før man skulle til at glæde sig til den næste.


Ovenpå to dage med så meget oplevelse, nåede Carl randen inden aftensmaden den aften, så i stedet for ham blev jeg den heldige vinder af en omgang night cruise i Kalundborg!!! Wuhuu! Det var rigtig sjovt og fuldstændig som at blive placeret midt i en amerikansk film var 50'erne. Total Grease! Det var den gang man prioriterede kopholdere over sikkerhedsseler. Kevin var som dreng igen. Så var det hans tur til at blive saglig og lidt småfjollet. Ingrid og jeg må snart tage på Barbiemuseum eller noget for at udligne den tunge overvægt af maskineri som denne weekend har budt på.