Blot mangler det officielle nik fra Beijing, så står Kina tilsyneladende klar med 13 milliarder kroner i udviklingsstøtte til en jernmine nordøst for Nuuk. Det kom frem i kølvandet på den kinesiske præsident Hu Jintaos nylige besøg i Danmark, hvor han bragte spørgsmålet om Kinas observatørstatus i Arktisk Råd op – en platform, der forventes at styrke Kinas udkig efter råstofeventyr i Grønland.

Senest har også en sydkoreansk investorgruppe ifølge Berlingske vist sig villig til at skyde 15 milliarder kroner i Sydgrønlands Kvanefjeld, der har store forekomster af sjældne jordarter, som blandt andet bruges i vindmøller og mobiltelefoner.

De sjældne jordarter vil dog fortsat ligge uberørt i undergrunden, så længe den grønlandske regering, Naalakkersuisut, fastholder sin nultolerance-politik over for uran. Det radioaktive stof, der er en kilde til støvforurening, følger nemlig ofte med som biprodukt og bremser derfor Grønlands industrielle drøm.

Meget tyder derfor på, at nultolerance-politikken vil støde på grund ved efterårets revision af Grønlands råstoflov eller efter det landstingsvalg, der senest skal afholdes næste sommer.

Her skal drøftes, om det radioaktive stof bør føres tilbage i undergrunden eller brydes for at kunne sælges på det globale marked.

»Jeg håber, vi snart kan ændre nultolerancen og få produceret den uran, vi har, i stedet for at blive et arktisk frilandsmuseum,« siger Doris Jakobsen, MF for oppositionspartiet Siumut, og pointerer, at uranen herefter kun må anvendes til fredelige formål.

I den siddende grønlandske regering tripper Demokraterne også for at komme i gang, hvis det viser sig miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt at bryde uran.

Men Grønlands ledende regeringsparti, IA, stritter imod og indskærpede i sidste uge sin modstand mod uranproduktion. Selv her erkender man dog, at det nuværende forbud meget vel kan blive ophævet.

»Det bliver nok svært i fremtiden at beholde nultolerancen, hvis man skal være helt realistisk og se på den parlamentariske situation. Men alene det, at vi måske snart ophæver den, gør, at vi også bør opbygge den institutionelle viden, der er nødvendig.« lyder det fra Sara Olsvig, MF for IA.

Det vil hermed ikke være et sekund for tidligt, påpeger DIIS-forsker Cindy Vestergaard, der er ekspert i ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben. For hvis Grønland bestemmer sig for at blive storeksportør af uran, vil det få geopolitiske implikationer af hidtil uset karakter. Og det har hverken Grønland eller Danmark set komme, vurderer hun.

»Både i Grønland og Danmark har man hidtil haft en ’vent og se’-tilgang. Grønland er ansvarlig for sin egen uraneksport, men har ikke ekspertisen og ressourcerne til at opbygge en eksportkontrol, hvis landet bliver en af verdens top 10-leverandører af uran. Derfor må Danmark hjælpe til,« siger hun og efterlyser, at Udenrigsministeriet drøfter med Grønland, hvordan man fælles kan opbygge ekspertise og skabe effektive kontrolsystemer. Helt centralt står spørgsmålet, om en fremtidig uraneksport vil blive anvendt til kernekraftværker, eller utilsigtet kan ende som del af et atomvåbenprogram.

»En sådan produktion vil være en game changer for det ellers ikke-nukleare kongerige, der er uinformeret og jomfrueligt på det her område. Det vil højne rigets betydning internationalt, fordi det vil blive en så stor producent. Det har man historisk været forskånet for at tænke i,« understreger hun.

Tidligere udenrigsminister og grønlandsordfører Per Stig Møller (K) er enig i vurderingen:

»Vi vil jo nok ikke synes, at det er en god idé at give atommateriale til eksempelvis Iran. Vi kan jo ikke have, at et NATO-land hjælper til med at producere atombomber, så det vil blive et NATO-anliggende,« siger han til Berlingske.

Risikoen for at bidrage til produktion af a-våben kan Grønland mindske ved eksportkontrol, men det er formentlig ikke nok. I forvejen er handlen med såkaldt yellowcake – udvundet uran – et af de mest uigennemsigtige og uregulerede markeder i verden. Derfor bør Grønland og Danmark ifølge Cindy Vestergaard også beslutte, hvem der helt præcist må være med i det gode selskab. Skal uranen f.eks. kun sælges til Europa? Og hvad med Indien?

Netop Indien har en mærkværdig international status. Ligesom Nordkorea, Pakistan og Israel har nationen ikke underskrevet ikke-spredningsaftalen for atomvåben (NPT).

Men siden 2008 har Indien alligevel været inviteret med i den globale handel med atomart isenkram og uran. Godt nok har klubben af nationer, der handler med atombrændstof og -teknologi, Nuclear Supplier Group (NSG), kun tilladt handel med Indien inden for civil atomkraft.

Men intet er til hinder for, at den uran, der skulle levere strøm, ikke blot anvendes til bomber, for de militære faciliteter er ikke omfattet af krav om inspektion, påpeger Cindy Vestergaard.

»Dispensationen til Indien har ændret alt. I dag er der i hvert fald ni bilaterale aftaler med Indien. Hvis Grønland accepterer at handle med ikke-NPT-stater, så vil det få enorme implikationer,« siger hun og pointerer, at uraneksport altid vil være omgærdet af uvished.

»Atomstater kan gøre, hvad de vil. Det må altid være i baghovedet på dem, der eksporterer. Og spørger man australierne, der i 30 år har skibet uran til USA, om de er sikre på, at intet af det uran, de har eksporteret, er gået til våbenprogrammer, så kigger de på dig og siger: ’Well, vi er så sikre, som det er muligt at være’.«

I Udenrigsministeriet er man mindre bekymret og stoler på, at en eventuel grønlandsk uranproduktion vil harmonere med de høje krav, der ellers stilles til mineralproduktion.

»Kongerigets arktiske strategi er jo et fælles produkt fra Danmark, Færøerne og Grønland, som siger, at udvindingen af mineraler skal ske under anvendelse af de højst tænkelige standarder. Og i praksis har man også anvendt høje norske standarder ved olieudvinding,« siger Danmarks arktiske ambassadør, Klavs A. Holm.

Seniorrådgiver Per Kalvig fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) anerkender, at uranhandlens varekæde er »et tricky forhold«.

Men han påpeger, at det ikke er givet, at Grønland vil raffinere uranen på en måde, der vil kunne anvendes i våben, og at efterspørgslen er tvivlsom.

»Jeg tror ikke, at det er sådan, at der står lande og tripper for at få fat i uran til atomvåbenbrug. Derfor kan det selvfølgelig stadig godt være, at uranen bliver spredt. Men de lande, der ville kunne være interesserede i uran til a-våben, har kunnet få det hele tiden.«

Den grønlandske undergrund rummer mellem verdens sjette og tiende største uranreserver. Det radioaktive grundstof er flittigt efterspurgt i verden, og alene Kina forventes at tredoble sit uranforbrug frem til 2017.